3.6 Robotteknologi anvendt i genbehandlingsenheder
Robotteknologi anvendt i genbehandlingsenheder
Anvendelsen af robotter er velkendt i industrien. Det er mange år siden at man i industrien fik øje på den aflastning og den effektivisering som robotteknologien kan være med til at give og at robotter i mange situationer kan udføre en bestemt arbejdsopgave mere nøjagtigt end et menneske kan.
Robotteknologien har indenfor de seneste år vundet stadig større indpas indenfor det kirurgiske felt. Robotter anvendes til at assistere ved forskellige typer af operationer, fx var indgreb i hjernen et af de første steder at robotter assisterede. Også ved udskiftning af knæled blev robotteknologien afprøvet. Indenfor de seneste år er en robotassistent af typen Da Vinci blevet taget i brug på flere hospitaler i Danmark. Der er også udviklet robotter der fragter laboratorieprøver fra et afsnit til laboratoriet. Så robotterne har indtaget sundhedsvæsenet!
I en genbehandlingsenhed ligger helt åbenlyse arbejdsprocesser, hvor robotteknologien med fordel kan anvendes. Mange ensformige, gentage løft, mange og tunge håndteringer er nogle af de arbejdsmiljøproblemer, som til stadighed medfører at medarbejdere nedslides og får kroniske skader for til sidst at måtte forlade arbejdsmarkedet. Det er derfor oplagt at se på anvendelse af robotter indenfor genbehandlingsområdet. Med etablering af nye og meget store genbehandlingsenheder vil det også være økonomisk forsvarligt at videreudvikle og implementere robotteknologien indenfor genbehandlingsområdet.
Danmark har som et led i udvikling af nye arbejdspladser fået del i EU-projektpenge og etableret Welfare Tech Region projektet, som skal stå for igangsætning af udviklingsprojekter med fokus på robotteknologi. Projektet løber fra 2010-2013. Det første projekt er gennemført; udvikling af en pakkerobot på den ny genbehandlingsenhed på Gentofte Hospital. Robotten er i stand til at sætte det sterile udstyr på plads i lagerreoler, når udstyret har gennemgået steriliseringsprocessen. Dernæst er robotten i stand til at pakke individuelle case-cart vogne med udstyr dedikeret til et bestemt operationsforløb. Robotten klarer på den måde mange håndteringer og sparer personalet for tunge, ensidige løft.
Welfare Tech Region har flere robotprojekter til brug for genbehandlingsområdet under udvikling. Syddansk Universitet har sammen med en række fabrikanter med relation til robotteknologi samt med ledere fra genbehandlingsenheder i Region Syddanmark igangsat et projekt kaldet DEFU STEPP (den fuldautomatiske sterilcentral). Projektet har i første omgang udvalgt at arbejde videre med følgende delprojekter:
- Overordnet produktionsplanlægning, herunder sporbarhed
- Halvautomatisk optælling og registrering af udstyr samt sortering af udstyr i det urene rengøringsområde
- Påpladssætning og aftagning af instrumentkontainere i forbindelse med genbehandling i kabinetvaskemaskine
- Udvikling af autoklaverbar casecart vogn, som samtidig udgør den sterile barriere.
Det er spændende at følge projektforløbet og se i hvilke af projekterne som er bæredygtige og om Danmark på den måde kan blive foregangsmænd for anvendelse af robotter i genbehandlingsenheder.