2. 7 Sterilcentralen, Svendborg Sygehus
Sterilcentralen blev etableret i 1981 i en helt ny tilbygning, bygning 35. Sterilcentralen er placeret i stueetagen, medens operationsafdelingen ligger på 2. sal. Oprindelig var det planlagt at etablere direkte ren/uren elevatorer mellem sterilcentralens rum og operationsafdelingen, men disse planer blev taget af bordet på grund af økonomien.
Sterilcentralen råder og ca. 400 m² produktionslokaler, fordelt på skyllerum, pakkerum og sterildepot. Hertil kommer personaleopholdsrum og kontor til afdelingssygeplejersken samt omklædnings- og badefaciliteter.
Operationssygeplejerske Lisbeth Pedersen, blev ansat som afdelingssygeplejerske i den nye Sterilcentral og sammen med ca. 10 ansatte startede hun Sterilcentralen op. Udover opgaven med genbehandling af medicinsk flergangsudstyr, blev der også pakke stofafdækning, kitler, håndklæder mm. Endelig lå opgaven med indkøb, lagring og distribution af sterilt engangsudstyr også i Sterilcentralen.
Portørcentralen stod for transport til og fra operationsafsnittet samt for indsamling af urent udstyr fra senge- og behandlingsafdelinger. Det var også deres opgave at bringe de sterile engangsartikler ud til senge- og behandlingsafsnit ligesom de tog sig af varemodtagelse, udpakning og lagring af de sterile artikler. Rent praktisk var det 2 faste portører, udlånt af portørcentralen, der varetog opgaven.
Det kirurgiske flergangsudstyr bestod af overvejende af grundbakker og enkeltpakkede instrumenter.
I 1985 afløste Pia Hilsberg, Lisbeth Pedersen som afdelingssygeplejerske i sterilcentralen. Det var en veldrevet afdeling hun overtog med dygtigt personale og personalet gik nu med ildhu i gang med at oplære den ny afdelingssygeplejerske, som overhovedet ikke havde kendskab til specialet.
Nedenstående billeder viser pakning af kitler og pakning af ”egenproduktion”.
En afdelingssygeplejerske arbejder koncentreret – det var før PC’ens tid!
Det var også i de år at markedet for engangsutensilier voksede i en rivende fart. Plastprodukterne var ved at vende indpas i sundhedsvæsenet og flergangs infusionssæt, sårdrænagesæt, lungeflasker og lignende flergangsutensilier blev erstattet af engangsprodukter (hvem husker ikke den første danske sygeplejerske, som tog job i plastindustrien og fra den af aldrig hed andet en ”Plastik Lise”).
Det skabte dog nye problemer, idet de virksomheder, der producerede engangsutensilierne ikke var underlagt nogen form for kvalitetskrav og således ikke skulle kunne gøre rede for fx fremstillingsmetode, gennemsnitskimtal for usteriliseret materiel, kontrolmetode for anvendt steriliseringsproces, pakkematerialets kvalitet, de anvendte råvarers egenskaber med hensyn til toksicitet og afgift af pyrogener eller kontrol af mekanisk forurening.
Det betød at indkøberne på sygehusene ikke på nogen som helst måde kunne vurdere kvaliteten af de tilbudte produkter. På baggrund heraf søgte sundhedsvæsenet gennem en årrække at få etableret en form for godkendelsesordning. Det førte frem til en frivillig dansk godkendelsesordning som hed M.E.D.U. mærkningen. MEDU-mærkningen fik en lang fødsel idet sundhedsvæsenet ønskede en obligatorisk ordning, men dette var lovmæssigt ikke muligt, før den nye lægemiddellov kom i 1975. Og tiden gik – først i 1985 kom der således et udkast til en lovbekendtgørelse på området. Bekendtgørelsen blev sendt i høring hos parterne, men der var så bred uenighed om indholdet, at det løb ud i sandet. Et nyt forsøg i 1987 førte heller ikke til noget. Så MEDU-mærkningen var og blev en frivillig ordning. I 1987 var det givetvis EF og CEN, som udgjorde en barriere og der skulle jo også kun gå til 1993 før Det Medicinske Direktiv (MDD) var en realitet. MDD blev gældende for alle EFTA lande og det synlige bevis på at produkterne levede op til direktivets retningslinjer, var CE-mærkningen.
Det var også i de år at operationsteknikkerne udviklede sig voldsomt især indenfor det ortopædkirurgiske område. På Svendborg Sygehus var lægerne meget dygtige til udskiftning af hofteled, arbejdet blev forestået af overlægerne Lauritzen og Termansen. Sidstnævnte fik i løbet af årene tilnavnet ”Mr. Hip” på grund af de mange hofteled, han havde udskriftet.
Den hastige udvikling i operationsteknikker og dygtige kreative læger resulterede også i en del ”hjemmelavede instrumenter”, som ganske enkelt blev forarbejdet i teknisk afdeling og derefter blev rengjort og steriliseret og sat i omløb. På Svendborg blev der konstrueret en hel del ”hjemmelavede instrumenter” som eksisterede og blev anvendt også i 1996 hvor de nødvendigvis måtte oprettes i T-doc databasen, som en særskilt gruppe, da det jo ikke var forsynet med de nødvendige varenumre og betegnelser. I helt særlige situationer, forud for en bestemt operation, er det også sket at teknisk afdeling har afkortet en osteosynteseskinne, da den ikke fandtes i en størrelse, som passede patienten. Jeg tror det er udelukket at det kunne forekomme i dag.
I 1992 fyldte valgte overlæge Lauritzen at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet og nyde sit otium. I den anledning blev hans operationskittel ”overbroderet” med røde hjerter. Det var på den tid hvor vi stadig anvendte hjelme og flergangs GORE-tex operationskitler til hofte- og knæledsudskiftninger. De røde hjerter blev ganske enkelt limet på kitlen, herefter blev den emballeret og steriliseret. Det gik dengang!
Her ses den ”broderede” charnleykittel. GORE-tex kitlen blev i øvrigt indført i Danmark i begyndelsen af 1980-erne i et samarbejde mellem Hjørring Sygehus, det lokale regionsvaskeri og firmaet GORE gennem dets svenske afdeling.
Men som sagt op gennem 80’erne tog udviklingen af specielt ortopædkirurgisk udstyr fart, først hofteinstrumenter, så knæinstrumenter og indimellem det en masse specialudstyr til isætning af forskelligt osteosyntesemateriale. Det var fx DHS-sæt til AO-skinner og skruer, instrumenter til isætning af Mitek-ankre, Grosse Kempf instrumenter til isætning af marvsøm og meget mere.
En af udfordringerne for sterilcentralen lå i at kunne adskille udstyret og få det gjort fuldstændigt rent, fx få tilkoblet dybdemålere gennemspulingsdyser i rengørings- og desinfektionsfasen og fx få de fleksikble reamere til Grosse Kempf instrumentariet gjort effektivt rene. En anden udfordring var at sætte sig ind i anvendelse af udstyret og skabe sig fuldt overblik over yderligere sortiment, således at sterilcentralen på en professionel måde kunne være sparring i forhold til operatørerne og sygeplejerskerne på operationsafdelingen. Det lykkedes efterhånden rigtig godt og Sterilcentralen i Svendborg blev ansvarlig for anskaffelse, indkøb, lagerføring, reparation og vedligeholdelse af alt medicinsk flergangsudstyr. Samtidig var Sterilcentralen også med ved alle indledende præsentationer af nyt medicinsk flergangsudstyr således at sterilcentralen kunne foretage den infektionshygiejniske vurdering af udstyret inden det blev anskaffet og for derigennem at kunne sikre at udstyret kunne leveres i samme kvalitet til alle operationsindgreb.
Det var også i de år at den ene store kasse fyldt med skinner og skuer kom på markedet efter den anden. Denne problematik tog Sterilcentralen op og sammen med Operationsafdelingen og det blev besluttet, at skinner og kanyllerede skuer blev pakket og steriliseret enkeltvis, men skruerne forblev i kasser dog med minimussortiment og reduceret antal.
Den laparoskopiske kirurgi tog også sit indtog i 1990-erne. Første generationsinstrumenterne kunne slet ikke adskilles og det kostede timer at få forbehandlet et sæt instrumenter til brug for en laparoskopisk cholecystectomi. Og vi vidste ganske enkelt ikke om de blev rene for vi havde jo inden mulighed for at inspicere instrumenternes kanaler!! Heldigvis gik der ikke så lang tid før den type af instrumenter blev fuldstængdig adskilbare i en instrumentdel, en rørdel og en håndtagdel. Udviklingen af anden generationsinstrumenterne skete på baggrund af et pres fra brugerside og viser, at det er vigtigt at genbehandlingsenhederne er deres ansvar bevidst og for foretaget en infektionshygiejnisk vurdering af instrumenterne inden de anskaffes og tages i brug.
I midten af 1980’erne blev Sterilcentralen på Odense Sygehus ISO certificereret som et led i Steripak projektet. ISO certificering var på det tidspunkt et ”fy-ord” i sundhedsvæsenet, der var en klar opfattelse af, at patientforløb og patientbehandling ikke kunne standardiseres og styres ud fra et kvalitetsstyringssystem. Ikke destro mindre forsøgte Sterilcentralen i Svenborg også at indføre en slags ISO certicificering, dog uden nogen form for ekstern bedømmelse. Det blev et system, som i langt højere grad end det produktionsrelaterede ISO-9000system rettede sig mod sundhedsvæsenet og dets ydelser og systemet blev drevet og udviklet helt frem til det blev erstattet af et ledelsessystem bygget på DS2450/51 serien. Drift af systemet førte også frem til at dampautoklaverne på Sterilcentralen i Svendborg, som nogen af de første i Danmark gennemgik en performancekvalificering (PQ/revalidering). Dampautoklaverne var installeret i 1981 og derfor i midten af halvfemserne allerede af ældre dato; det ansås derfor for nærmest umuligt at gennemføre et egentligt valideringsforløb. Men revalidering blev iværksat omkring 1995 og er blevet foretaget regelmæssigt hver 12. måned siden da. Indtil da havde det været helt normalt, at teknisk afdeling gik og justerede lidt på vacuum- og trykparametre efterhånden som personalet på den grafiske kurve kunne aflæse, at parametrene var ved at skride. Det var slut fra den dag, hvor den første revalidering var gennemført!
Sterilcentralen på Svendborg Sygehus kom også til at medvirke ved udvikling af det elektroniske sporbarhedssystem T-doc. Historien er, at Pia Hilsberg havde været en tur i Nordjylland for at se Byrum fabrikken, som udvikler skabe. Fabrikken benyttede sig af stregkoder på de enkelte skabsdele og hver del blev scannet ved samling, samtidig med at disse oplysninger blev kodet sammen med den enkelte medarbejders hulkort med lagrede oplysninger på komme- og gåtider. Det var oplagt at overføre denne teknologi til genbehandlingsområdet, vi ville jo netop gerne vide hvilken medarbejder, der havde udført de enkelte arbejdsprocesser samt vide i hvilken dampautoklave og ved hvilket procesforløb udstyret var steriliseret.
Med en håndskrevet beskrivelse af systemet tog Pia Hilsberg kontakt til Getinge og daværende direktør John Højden tog bolden op og gik videre med sagen. Det første i første omgang til kontakt med tyskeren Uffe Rabb, som udførte den første forsøgsopstilling i Svendborg i 1994. Systemet kom dog aldrig til at virke og John Højden tog derefter kontakt til transportfirmaet Lunatrans. I firmaet var nogle dygtige programmører og de tog opgaven op og relativ kort efter blev den første version af T-doc testet i Svendborg. Det var en stor dag den dag i 1996, hvor systemet var oppe at køre. Hermed var firmaet Lunatronic også opstået og de drev indtil 2001 T-doc aktiviteterne, herefter blev de overtaget af Getinge og Getinge IT blev dannet. T-doc systemet anvendes i dag i mere end 40 lande. I forbindelse med lancering af det elektroniske sporbarhedssystem optog Weekend TV en videofilm på Sterilcentralen på Svendborg Sygehus.
